Hvidvaskloven
Hvidvaskloven
Hos Advokatfirmaet MAJORLAW
I forbindelse med behandlingen af din sag kan vi være forpligtet til at gennemføre kundekendskabsprocedure og indhente identitetsoplysninger og ID efter Hvidvaskloven. Vi må ikke påbegynde arbejdet med din sag, før vi har modtaget oplysningerne.

1 IDENTITETSOPLYSNINGER OG ID
Hvis din sag er omfattet af hvidvaskloven, er vi forpligtet til at gennemføre kundekendskabsprocedurer og indhente identitetsoplysninger på klienten (og evt. reelle ejere af klienten).
Identitetskontrol med MitID
Vi bruger værktøjet Pingo Signatures til digital underskrift med MitID til at kontrollere din identitet. MitID anvendes, pga. sit høje sikkerhedsniveau, som kontrolkilde til at fastslå en kundes identitet, når kunden ikke er underlagt skærpede kundekendskabsprocedurer.
Billed-ID
For klienter, som ikke har MitID eller, som har vanskeligt ved at håndtere MitID, indhenter vi identitetsoplysninger i form af kopi af Billed-ID (kørekort/pas) og sundhedskort.
Virksomheder
Virksomhedens ejer- og kontrolstruktur skal fastlægges, og den/de reelle ejere skal identificeres. Virksomhedens reelle ejere, dvs. personer, der eventuelt gennem flere led ultimativt ejer mere end 25 % af kapitalen og/eller stemmerettighederne i det selskab, som er klient, skal identificeres og legitimeres.
Hvis der ikke kan identificeres en person/personer, som ejer mere end 25 % af virksomheden, eller hvis der er tvivl om, hvorvidt den eller de identificerede personer er den eller de reelle ejere, skal den daglige ledelse, f.eks. direktionen, identificeres.
2. KONTAKTOPLYSNINGER
Vi vil også bede dig bekræfte dine personoplysninger, herunder dit fulde navn, adresse, e-mailadresse og telefonnummer. Hvis vi mangler kontaktoplysninger på dig, beder vi dig oplyse disse.
3. POLITISK EKSPONEREDE PERSONER (PEP)
Vi er forpligtede til at indhente erklæring om politisk eksponering af klienten. Vi skal afklare, om en person selv er en politisk eksponeret person (PEP), er nærtstående til en PEP eller er samarbejdspartner til en PEP.
Når vi beder vi dig bekræfte din identitet, har vi foretaget en søgning i den aktuelle PEP-liste og EU-sanktionsliste og oplyser dig om resultatet af den gennemførte søgning. Vi beder dig samtidig bekræfte, at resultatet af søgningen er korrekt, og beder dig samtidig besvare, om du er nærtstående eller samarbejdspartner til en politisk eksponeret person (PEP).
Politisk eksponerede personer (PEP) er personer, der bestrider, eller indenfor de seneste 12 måneder har besiddet et særligt offentligt embede (f.eks. folketingsmedlem, højesteretsdommer, medlem af ledelsen i en offentlig virksomhed, fond eller lignende), og derfor kan være modtagelige for bestikkelse og anden korruption.
PEP
En PEP er en fysisk person, der har eller har haft et af følgende erhverv:
- Statschef, regeringschef, minister og viceminister eller assisterende minister
(i Danmark – ministre og departementschefer). - Parlamentsmedlem eller medlem af tilsvarende lovgivende organer
(i Danmark -medlemmer af Folketinget og danske medlemmer af Europa-Parlamentet). - Medlem af et politisk partis styrelsesorgan
(i Danmark – hovedbestyrelser eller tilsvarende højtstående organer i henhold til vedtægterne i politiske partier, der er repræsenteret i Folketinget). - Højesteretsdommer, medlem af forfatningsdomstole og af andre højtstående retsinstanser, hvis afgørelser kun er genstand for yderligere prøvelse under ekstraordinære omstændigheder
(i Danmark – højesteretsdommere og danske dommere ved internationale domstole). - Medlem af revisionsretter og øverste ledelsesorganer for centralbanker
(i Danmark – direktionen for Danmarks Nationalbank, danske statsrevisorer og det danske medlem af Den Europæiske Revisionsret). - Ambassadør, Chargé d’affaires og højtstående officer i de væbnede styrker
(i Danmark – de øverste chefer i de væbnede styrker, nærmere defineret som forsvarschef, viceforsvarschef, værnschefer samt ambassadører for danske ambassader). - Medlem af statsejet virksomheds administrative, ledende eller kontrollerende organ
(i Danmark – bestyrelsen og den administrerende direktør i selskaber, hvor staten ejer 50 % eller mere eller på anden måde har reel kontrol over selskabet. Datterselskaber af statsejede selskaber er ikke omfattet. Selvejende institutioner, der helt eller delvist er finansieret via finansloven, er heller ikke omfattet. Omfatter også direktøren i styrelser og medlemmer af bestyrelsen i styrelser, hvor denne personkreds har en egentlig beslutningskompetence). - Direktør, vicedirektør, medlem af bestyrelsen eller person med tilsvarende hverv i en international organisation
(i Danmark – personer, der er indstillet, udpeget eller ansat af regeringen, et ministerium eller en minister i en international organisation, som
er etableret ved indgåelse af en formel international politisk aftale).
Nærtstående
En nærtstående til en PEP er:
- Ægtefælle, registreret partner eller samlever
- Børn og deres ægtefæller, registrerede partnere eller samlevere
- Forældre
Bemærk, at søskende eller stedbørn og stedforældre ikke betragtes som en nærtstående.
Samarbejdspartner
En samarbejdspartner til en PEP omfatter:
- En fysisk person, som er reel ejer af en virksomhed eller anden form for juridisk person i fællesskab med en eller flere PEP’ er.
- En fysisk person, der på anden måde har en nær forretningsforbindelse med en eller flere PEP’ er.
(Det kan f.eks. være en samhandelspartner over en længere periode). - En fysisk person, som er den eneste reelle ejer af en virksomhed eller anden form for juridisk person, der er oprettet til fordel for en PEP.
(Det betyder, at den fysiske person direkte eller indirekte kontrollerer alle ejerandelene eller stemmerettighederne mv. i den pågældende virksomhed eller anden juridisk person).
Finanstilsynet fører en liste over de personer, der har status som PEP i Danmark. Den aktuelle PEP-liste er tilgængelig online på www.finanstilsynet.dk/Tal-og-Fakta/PEP-liste, hvor du også kan finde Finanstilsynets vejledning om hvidvaskloven, herunder de forskellige definitioner af PEP, nærtstående til en PEP og samarbejdspartner til en PEP.
4. EU-SANKTIONSLISTE
Vi har også et ansvar for at sikre os, at Advokatfirmaet MAJORLAW hverken direkte eller indirekte stiller penge eller andre økonomiske ressourcer til rådighed for en person, virksomhed eller organisation, der fremgår af EU-sanktionslisten. EU-sanktionslisten er en liste over personer, grupper og enheder, som er omfattet af EU’s finansielle sanktioner.
5. KUNDEKENDSKABSPROCEDURE – IDENTIFIKATION OG KONTROL
I sager omfattet af Hvidvaskloven gælder et ubetinget krav om identifikation af klienten, dvs. at Advokatfirmaet MAJORLAW altid skal være i besiddelse af stamoplysninger, dvs. navn, cpr-nr. eller CVR-nr. på klienten, herunder på de reelle ejere i virksomheder.
Risikovurdering
I forbindelse med, at vi gennemfører kundekendskabsprocedure ved at indhente identitetsoplysninger, foretager vi også en risikovurdering af klientforholdet, hvor vi fastlægger klientens risikoprofil. I vurderingen inddrages oplysninger om forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed. Vi skal ved tilsyn kunne godtgøre over for Advokatrådet, at kendskabet til klienten er tilstrækkeligt i forhold til risikoen for hvidvask og finansiering af terrorisme.
Klientforholdet skal løbende overvåges. Det er derfor ikke altid tilstrækkeligt kun at indhente identitetsoplysninger om klienten ved etablering af klientforholdet. Der er krav om, at virksomheders ejer- og kontrolstruktur skal fastlægges, og vi foretager derfor løbende kontrol af, om der er sket ændringer i ejerkredsen, og dermed hvem, der er reelle ejere.
6. UNDERRETNINGSPLIGT
Hvis Advokatfirmaet MAJORLAW måtte få mistanke om, at du er ved at hvidvaske penge eller finansiere terrorisme, er vi forpligtet til at underrette Hvidvasksekretariatet (National enhed for Særlig Kriminalitet) om aktiviteterne samt videregive dine ID-oplysninger til Hvidvasksekretariatet. Vi må ikke orientere dig om, at en underretning har fundet sted.
7. BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER
Behandling af personoplysninger er kun tilladt, hvis behandlingen er udtrykkeligt tilladt i lovgivningen, eller den registrerede har givet sit samtykke til behandlingen af vedkommende personoplysninger.
Behandling af personoplysninger må kun finde sted, hvis der er et behandlingsgrundlag i Databeskyttelsesforordningens artikel 6-10 og 87 eller i Databeskyttelseslovens §§ 6-14. Behandlingsgrundlag i Databeskyttelsesforordningens artikel 6 er;
- a) Den registrerede har givet samtykke til behandling af sine personoplysninger til et eller flere specifikke formål.
- b) Behandling er nødvendig af hensyn til opfyldelse af en kontrakt, som den registrerede er part i, eller af hensyn til gennemførelse af foranstaltninger, der træffes på den registreredes anmodning forud for indgåelse af en kontrakt.
- c) Behandling er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige.
- d) Behandling er nødvendig for at beskytte den registreredes eller en anden fysisk persons vitale interesser.
- e) Behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.
- f) Behandling er nødvendig for, at den dataansvarlige eller en tredjemand kan forfølge en legitim interesse, medmindre den registreredes interesser eller grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der kræver beskyttelse af personoplysninger, går forud herfor, navnlig hvis den registrerede er et barn.
Dine identitetsoplysninger indhentes med baggrund i Databeskyttelsesforordningens art. 6, stk. 1, litra c for at overholde Advokatfirmaet MAJORLAWs retlige forpligtelse efter Hvidvaskloven.
Vi må ikke påbegynde arbejdet med din sag, før vi har modtaget dine identitetsoplysninger.
Vi opbevarer identitets- og kontroloplysningerne i mindst 5 år efter, at klientforholdet er ophørt.
Advokatfirmaet MAJORLAW er dataansvarlig for behandling af dine personoplysninger. Dine personoplysninger behandles iht. privatlivspolitikken hos Advokatfirmaet MAJORLAW, som kan findes på vores hjemmeside; privatlivspolitik

Hvidvaskloven
For mere information kan du kontakte:
Advokatfirmaet MAJORLAW v/Martin Jørgensen
- 77 77 88 00
- mail@majorlaw.dk
- Sct. Leonis Gade 5, 8800 Viborg